Menu

Vedtægter for Birkelse Idrætsforening

 

  • 1. Navn.

Foreningens navn er Birkelse Idrætsforening (BIF). Foreningen er hjemmehørende i Birkelse i Jammerbugt Kommune.

  • 2. Formål.

Foreningens mål er at skabe forståelse og interesse for idrætten på amatørplan. Endvidere søger foreningen at skabe kammeratskab til gavn for foreningens medlemmer. Foreningen ser det som sin opgave, i samarbejde med byens øvrige foreninger, at bidrage med frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde.

  • 3. Medlemmer.

Stk 1. Foreningens virksomhed er almennyttig og åben for enhver, som tilslutter sig foreningens formål. Et eksemplar af foreningens love skal på forlangende udleveres til alle nye medlemmer. Bestyrelsen skal nægte en person optagelse, såfremt det vil være i strid med foreningens vedtægter.

Stk 2. Udmeldelse skal ske til foreningens kasserer og ingen kan få sin udmeldelse, før forfalden kontingent er betalt.

Stk 3. Ethvert medlem, som ikke overholder foreningens vedtægter eller som skader foreningens interesser og omdømme indberettes til bestyrelsen, der træffer beslutning om eventuel karantæne eller eksklusion. Ved karantæne eller eksklusion underrettes medlemmet skriftligt om beslutningen. Herunder også, at afgørelsen kan forlanges afprøvet af generalforsamlingen; bestyrelsens beslutning fastholdes indtil afholdelse af næste ordinære generalforsamling.

Stk 4. Æresmedlemmer udnævnes af en enig bestyrelse.

  • 4. Kontingent.

Stk 1. Kontingent fastsættes af bestyrelsen.

Stk 2. Hvis et medlem skylder kontingent og det skyldige beløb ikke betales inden for en af bestyrelsen fastsat frist, udelukkes det pågældende medlem. Optagelse kan først finde sted igen, når det skyldige beløb er betalt.

  • 5. Ordinær generalforsamling.

Stk 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og afholdes hvert år i første kvartal.

Stk 2. Indkaldelse til generalforsamling med angivelse af den foreløbige dagsorden skal ske med mindst 14 dages varsel i dags- eller ugepressen. Indkaldelsen skal anvise, at forslag til behandling skal fremsendes skriftligt til formanden senest 3 dage før den fastsatte mødedato. Indkomne forslag vil være tilgængelige på foreningens hjemmeside senest 2 dage før mødedatoen.

Stk 3. Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning            
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse og budget for det efterfølgende år til drøftelse            
  4. Indkomne forslag            
  5. Valg af medlemmer til bestyrelsen            
  6. Valg af suppleant til bestyrelsen            
  7. Valg af revisor.            
  8. Eventuelt

Stk 4. Generalforsamlingen ledes af dirigenten, der sørger for, at generalforsamlingen afvikles i henhold til foreningens vedtægter.

Stk 5. Stemmeret kan kun udøves personligt og kun af aktive medlemmer, som er fyldt 16 år, som ikke er i kontingentrestance og som har været medlem af foreningen i mindst 1 måned. Stemmeret har endvidere forældre til medlemmer under 16 år, hvis forældrene ikke i forvejen er medlemmer af foreningen. Dog kun 1 forældrestemme.

Stk 6. Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal. Står stemmerne lige, bortfalder forslaget. Lovændringer kræver at 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget. Valgbarhed kræver juridisk myndighed.

Stk 7. Ved alle valg, hvor flere end der skal vælges er bragt i forslag, skal afstemningen ske skriftligt. 2 stemmetællere udpeges af forsamlingen.

Stk 8. Valg af ikke fremmødte medlemmer kan kun finde sted, hvis vedkommende personligt, skriftligt, har accepteret at modtage valg.

Stk 9. Enhver lovligt indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig, uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Stk 10. Ophævelse af foreningen. Evt. ophævelse af foreningen kan ske hvis 2/3 af de fremmødte, og stemmeberettigede, medlemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger stemmer for det. Bestyrelsen forelægger herefter generalforsamlingen forslag til beslutning om overdragelse af foreningens formue til en forening.

  • 6. Ekstraordinær generalforsamling.

Stk 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens skøn eller når mindst 40 stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom til formanden med angivelse af forslag til behandling.

Stk 2. En sådan generalforsamling skal indkaldes via varsel i dags- eller ugepressen med 8 dages varsel, senest 8 dage efter, at der er fremsat begæring herom. Indkaldelsen skal anvise, at indkomne forslag foreligger tilgængelige på foreningens hjemmeside.

Stk 3. Dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling er følgende:

  1. Valg af dirigent 2. Indkomne forslag             3. Eventuelt

Stk 4. Enhver lovlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling er beslutningsdygtig, uanset antallet af fremmødte medlemmer.

  • 7. Bestyrelse.

Stk 1. Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer samt sekretær. 2 medlemmer vælges for 2 år, fordelt på lige og ulige år, ved afstemning på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen konstituerer sig selv på første møde efter generalforsamlingen. Bestyrelsens medlemmer registreres som medlemmer. Der vælges årligt en suppleant til bestyrelsen. Der vælges årligt en revisor.

Stk 2. Formanden indkalder til bestyrelsesmøder.

Stk 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af medlemmerne er mødt. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk 4. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, forestår den daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsens beslutninger og handlinger forpligter foreningen. Dog skal køb og salg af fast ejendom godkendes af generalforsamlingen.

Stk. 5. Bestyrelsen nedsætter selv nødvendige udvalg for foreningens drift. Medlemmer af disse udvalg behøver ikke at være medlemmer af bestyrelsen. Arbejdsopgaver og beføjelser for udvalgene fastsættes af bestyrelsen og udvalgene udfører deres arbejde under ansvar overfor bestyrelsen.

Stk 6. Sekretæren udarbejder beslutningsreferat fra generalforsamlings- samt bestyrelsesmøder.

Stk 7. Kassereren samt formanden kan udbetale fra foreningens bankkonti. Alle bestyrelsesmedlemmer kan forpligte foreningen ved underskrift af dokumenter.

Stk 8. Foreningens formue hæfter for foreningens forpligtigelser. Enkeltmedlemmer har ingen personlig hæftelse og må heller ikke påtage sig kautionsforpligtelse for foreningen.

Stk 9. Bestyrelsen forvalter fællesfaciliteter.

Stk 10. Bestyrelsen er ansvarlig overfor Jammerbugt Kommunalbestyrelse for anvendelse af det fra Jammerbugt Kommune modtagne tilskud, for anviste lokaler m.v. og for regnskab og dokumentation for virksomheden. Bestyrelsen udarbejder årligt en beretning, hvori foreningens virksomhed i det forløbne år beskrives. Beretningen indsendes på forlangende til Jammerbugt Kommunes Folkeoplysningsudvalg.

Stk 11. Bestyrelsens medlemmer hæfter personligt for modtagne tilskud efter folkeoplysningsloven, hvis betalingskrav opstår ved retsstridig handling eller undladelse, der kan tilregnes de pågældende som forsætligt eller uagtsomt. Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens tilskud efter folkeoplysningsloven.

Stk 12. Hvis et medlem af bestyrelsen udtræder i valgperioden, indtræder suppleanten, hvorefter bestyrelsen konstituerer sig selv.

 

Luk